Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Præsentation af Landsbycentret

Skarrild/Karstoft Landsbycenter er bestående af flere afdelinger, som ligger på samme matrikel, og er beliggende i et grønt naturområde med både hede, skov og å.

Skolen (Skarrild Skole) er en velholdt og moderne skole, der grænser op til både vuggestue, børnehave samt kultur- og idrætscenter. Skolen er en grundskole med elever fra 0.-6. klasse, herefter fortsætter eleverne på Sdr. Felding Skole, som vi har et forpligtet læringsfællesskab med.
En skoledag begynder med morgensang og "fagligt læsebånd" for alle. De enkelte klasser kan have timer alene eller sammen med andre klasser. I forhold til samarbejde mellem klasser er skolen delt i 3 grupper: 0.-2. klasse, 3. og 4. klasse, 5. og 6. klasse. Det betyder lav klassekvotient med gode læringsforudsætninger. Personalet har i flere år arbejdet med LP-modellen.
Vi tilbyder ekskursioner eller lejrtur hvert år, engageret personale, stor forældreopbakning samt ikke mindst et trygt læringsmiljø.

SFO'en (Uglebo) (0.-4. kl.) er nyrenoveret (2017) og deler tag og lokaler med skolen.

Vuggestuen og børnehaven (Kaldalen) er en kommunal integreret daginstitution i Herning Kommune, med kontrakt mellem Herning Kommune og Kaldalen om drift af daginstitutionen i henhold til Lov om dagtilbud.
Daginstitutionen er lækker og nybygget (okt. 2017) og rummer børn i aldersgruppen 0-6 år. I vuggestuen er der pt. plads til 16 børn. Vi har børn fra Karstoft, Skarrild og opland i vores distrikt. Kaldalen er en "Herning model" daginstitution og arbejder i øjeblikket med at få implementeret den styrkede pædagogiske læreplan.

Kultur- og idrætscentret er bygget sammen med skolen, og har mange aktiviteter for alle aldre.

Vi arbejder med sammenhænge og på denne måde får vi skabt den røde tråd fra vuggestue til børnene forlader skolen efter 6. klasse. Vi har en god forældreopbakning. Vi vægter faglighed, inklusion og rummelighed højt. Vi er en del af et aktivt lokalsamfund med flere foreninger, som støtter op om mange af Landsbycentrets arrangementer.